Følg med og

få indflydelse...

<< Kommunens udbud

Se de aktuelle udbud

<< Få indflydelse...

Tilmeld dig  Håndværksrådets Analysepanel og få indflydelse

<< Spar dit kontingent

Spar dit kontingent og mere til - rabatter til gavn for dig og din virksomhed

Vi samarbejder med:

Vedtægter for

Haderslev Haandværker- og Industriforening


Foreningen er stiftet 6. januar 1857.


Paragraf 1: Foreningens navn, hjemsted, formål og opgaver

Foreningens navn er Haderslev Haandværker- og IndustriForening.

Hjemsted og værneting er Haderslev.


Foreningens formål er:

• på et tværfagligt plan, at varetage håndværkerstandens, industriens, servicefagenes og andre fagområders interesser af faglig, økonomisk og teknisk art, samt støtte medlemmer i generelle sager.

• ved på møder, kurser og sammenkomster, at samle medlemmerne og stimulere til et godt, kollegialt forhold mellem medlemmerne/ledsagerne, samt herigennem

• at sikre de forskellige medlemsgruppers faglige kvalifikation for hermed

• at sikre optimal tilpasning, berettigelse og synliggørelse af medlemmerne og deres virksomheder og fagområder i det nye samfund i det nye årtusinde.   


Paragraf 2 : Medlemmer, optagelse og betingelser

Foreningens medlemskreds består af

1. aktive personlige medlemmer

2. passive personlige medlemmer

3. aktive og passive firmamedlemskaber

4. kontingentfrie medlemmer

5. æresmedlemmer


1. aktive personlige medlemmer

Som aktive personlige medlemmer kan optages enhver person, der ejer eller indtager en ledende stilling i enhver virksomhed, der henhører under foreningens formålsparagraf.


2. passive personlige medlemmer

Som passive personlige medlemmer kan optages enhver person, der efter bestyrelsens overbevisning, har positiv interesse i Haderslev Haandværker- & IndustriForenings fremtidige virke.


3. firmamedlemskaber

kan søges af enhver erhvervsvirksomhed, der efter bestyrelsens overbevisning, har positiv interesse i Haderslev Haandværker- & IndustriForenings fremtidige virke.


3a aktive firmamedlemskaber

med stemmeret, kan søges af håndværker- og industrivirksomheder og lignende firmaer efter bestyrelsens skøn.


3b. passive firmamedlemskaber uden stemmeret, kan søges af firmaer med liberale erhverv og lignende firmaer efter bestyrelsens skøn.


4. kontingentfrie medlemmer

Enhver person kan i særlige situationer og efter beslutning af en enig bestyrelse og vedtaget af et simpelt, absolut flertal på en ordinær generalforsamling, optages som kontingentfrie medlemmer i Haderslev Haandværker- og IndustriForening.


5. æresmedlemmer

På samme vilkår som i stk. kan enhver person optages som æresmedlem. 


Paragraf 3: Indmeldelse i Haderslev Haandværker- og Industriforening

Indmeldelse skal ske til bestyrelsen, der skal behandle optagelsesbegæringen på førstkommende bestyrelsesmøde for godkendelse.

Ansøgeren kan forelægge en nægtelse til endelig afgørelse på foreningens førstkommende ordinære generalforsamling, hvor dette skal ske ved skriftlig afstemning.

En sådan begæring til forelæggelse for den ordinære generalforsamling, skal i anbefalet brev stiles til formanden senest den 1. februar samme år.


Paragraf 4: Kontingent

Årskontingentet for alle medlemstyper fastsættes af bestyrelsen og opkræves helårligt i årets første kvartal. Ved overskridelse af den på opkrævningen oplyste sidste betalingsdato, opkræves yderligere et rykkergebyr på 100,- kr.


Paragraf 5: Bestyrelse og revision, sammensætning

1. Bestyrelsen består i alt af 5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for en periode på 2 år, og således at 2 bestyrelsesmedlemmer afgår i lige år, og 3 i ulige år.


2. Kun aktive medlemmer kan vælges, og disse medlemmer må ikke være i kontingentrestance for de foregående kalenderår. Kun én person fra en virksomhed kan vælges, gælder også for aktive firmamedlemskaber.


3. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Konstitueringen skal ske umiddelbart efter generalforsamlingen.


4. Generalforsamlingen vælger en suppleant til bestyrelsen og til revisionen et revisorfirma - eller to revisorer og en revisorsuppleant. Revisorfirma vælges for eet år og revisorerne for to år, og afgår på skift. Suppleanten vælges for eet år.


Paragraf 6: Bestyrelsen, kompetence og møder

1. Bestyrelsen har den styrende og udøvende myndighed i alle foreningens anliggender.


2. Formand og/eller 2 bestyrelsesmedlemmer sammenkalder til de enkelte bestyrelsesmøder.


3. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst 3 af bestyrelsens medlemmer deltager i beslutningerne.


4. Enhver afstemning ved bestyrelsens møder afgøres ved simpelt absolut flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.


5. Kassereren opkræver kontingent og fører foreningens regnskab.


6. Sekretæren fører en kortfattet protokol over forhandlinger og beslutninger i de enkelte bestyrelsesmøder og denne underskrives af alle i det aktuelle møde deltagende bestyrelsesmedlemmer.


7. Bestyrelsen er berettiget til at anvende lønnet sekretær/kasserer.


8. Formandens underskrift forpligter foreningen. Ved køb og salg af ejendele, anbringelse af foreningens midler andetsteds end på foreningens normale bankkonto, pantsætning eller lignende, kræves en med simpelt absolut flertal opnået godkendelse på et bestyrelsesmøde.


Paragraf 7: Regnskabet

1. Regnskabet følger kalenderåret


2. På den ordinære generalforsamling aflægges regnskabet for det forløbne regnskabsår. Senest tre uger før den årlige ordinære generalforsamling , skal regnskabet være revideret, påført eventuelle bemærkninger og underskrevet af revisor(erne). Regnskabet skal godkendes af generalforsamlingen.


Paragraf 8: Ordinær Generalforsamling

1. Kompetence. Generalforsamlingen er den øverste myndighed i alle foreningens anliggender.


2. Generalforsamlingen afholdes hvert år i februar eller marts måned, og bestyrelsen skal foranledige varsling med dagsorden til alle medlemmer, senest 14 dage forud.


3. Mødeberettigede er alle medlemmer, hvorimod kun aktive medlemmer har stemmeret. Et aktivt firmamedlemskab giver ret til én stemme. Det er tilladt, gennem skriftlig fuldmagt, at lade sig repræsentere ved en anden stemmeberettiget deltager, der dog kun kan afgive én stemme foruden sin egen. Fuldmagter skal forvises bestyrelsen til godkendelse og registreres inden generalforsamlingens åbning.


4. Dirigent. Generalforsamlingen ledes af en udenfor bestyrelsen stående, og af forsamlingen, ved simpelt relativt flertal, valgt dirigent.


Paragraf 9: Ordinær Generalforsamling - dagsorden

Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter til behandling :

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning

3. Regnskabsaflæggelse

4. Indkomne forslag

5. Valg af bestyrelse

6. Valg af bestyrelsessuppleant

7. Valg af revisorfirma eller revisorer

8. Valg af revisorsuppleant

9. Eventuelt


Paragraf 10: Generalforsamling - Forslag / Afstemning

1. Forslag fra medlemmer, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal skriftligt være bestyrelsen i hænde senest den 1. februar samme år.


2. Generalforsamlingens beslutninger træffes, hvis ikke andet vedtages, ved simpelt relativt flertal.


3. Ændringer af vedtægterne kræver et kvalificeret relativt flertal på 2/3 af de fremmødte aktive medlemmers stemmer.


4. Der skal altid fortages skriftlig afstemning, såfremt blot et i forsamlingen deltagende og stemmeberettiget medlem stiller krav herom. Dirigenten kan altid kræve skriftlig afstemning.


5. Over generalforsamlingen føres referat i protokol og denne underskrives af dirigenten.


Paragraf 11: Ekstraordinær generalforsamling

1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen med 8 dages varsel, når denne finder det nødvendigt.


2. Når mindst 1/4 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt til formanden begærer det, med opgivelse af hvilke sagspunkter der kræves sat til afstemning, skal bestyrelsen foranledige en ekstraordinær forsamling indkaldt til afholdelse senest 14 hverdage efter kravets modtagelse. Bestyrelsen afgør mødested og –tid.


Paragraf 12: Medlemskabets ophør, slettelse - udmeldelse

1. En enig bestyrelse kan slette et medlem pga. kontingentrestance i mere end 6 mdr.. Medlemmet skal dog ved anbefalet brev gøres opmærksom herpå mindst én måned inden sletningen effektueres.


2. Dersom bestyrelsen, af andre vægtige grunde, enstemmigt indstiller til en generalforsamling, at ekskludere et medlem, kan generalforsamlingen ved skriftlig afstemning og med et simpelt relativt flertal, afgøre sagen endeligt. Medlemmet opretholder sit medlemskab indtil denne afgørelse.


3. Udmeldelse kan kun ske til en 1. januar, med mindst én måneds varsel.

 

Paragraf 13: Foreningens opløsning

1. Opløsning af foreningen kræver 2/3 af samtlige foreningens aktive medlemmers stemmer på en lovlig indkaldt generalforsamling.


2. Kan beslutning om opløsning af foreningen ikke træffes på generalforsamling, grundet manglende lovkrævet flertal, kan der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, der skal afholdes senest 14 hverdage efter den første generalforsamling. På denne forsamling kan foreningens opløsning besluttes med et kvalificeret relativt flertal på 2/3 af samtlige de fremmødte stemmeberettigede aktive medlemmer.


3. Det er en forudsætning for, at der kan træffes gyldig beslutning herom, at generalforsamlingen forinden har godkendt en plan for opfyldelse af de foreningen påhvilende økonomiske forpligtelser, samt truffet beslutning om anvendelse af foreningens tiloversblevne formue og evt. effekter, der skal tilfalde godgørende formål efter generalforsamlingens beslutning.


Disse vedtægter er vedtaget på den ordinære generalforsamling d. 19. Marts 1999.


Bestyrelsen for Haderslev Haandværker- og IndustriForening 1999


Arne Ohlsen

Formand


Jan Dam Nielsen           

Næstformand     

          

Finn Jørgensen

Kasserer


Henrik Burich

Sekretær


Peter Sørensen

Best.mdl.


Definitioner på de i lovene anvendte flertalsbegreber:

• Simpelt absolut flertal over 50% af afgivne stemmer.

• Simpelt relativt flertal flest stemmer.

• Kvalificeret relativt flertal flest stemmer, dog mindst et angivet minimum.


Haderslev Haandværker- & Industriforening - c/o Haderslev El-teknik ApS, Norgesvej 51 E, 6100 Haderslev, Tlf. 7353 0000 - www.hhif.dkinfo@hhif.dk